H avmanden ligner et menneske, men er dog lidt mindre af vækst – men med lange fingre. Han lever på havets bund og skader fiskere ved at afmontere fiskekrogene for madding og ved at fæstne fiskekrogene i havets bund, så at fiske snøret går itu. Hvis havmanden selv bliver fast i fiskekrogen, så er han så behændig, at han løsner forfanget til snøret, og derved slipper han for at blive halet ind i båden som en anden fisk.
Den ene gang, da havmanden var i gang med at lave narrestreger fra havets bund, gik det ikke efter hans plan. Han havde planlagt at holde fast i bondemanden Anfinns snøre og at fæstne krogen i havets bund, men Anfinn vendte sig pludselig om og fæstede havmandens hånd på krogen. Med kun én hånd fri kunne havmanden ikke at komme fri af snøret, og derfor blev han halet op til overfladen, korsets tegn blev gjort og han blev slæbt med i land.

Anfinn beholdt havmanden hjemme ved ildstedet, og hver aften måtte han huske at gøre korsets tegn over de fire hjørner ved ildstedet, hvor havmanden sad. Havmanden ville ikke spise andet end madding. Da de drog på fiskeri, medbragte de havmanden, men de måtte huske at gøre korsets tegn over ham, da han var kommet ombord på båden. Da de roede over en fiskestime, lo havmanden og legede i båden, og hvis de kastede snøret, fangede de en masse fisk, især hvis havmanden dyppede sin finger i vandet. Anfinn beholdt havmanden i lang tid. En dag, hvor der var stor brænding, drog de igen båden ud på vandet for at tage ud at fiske, men da glemte de at gøre korsets tegn over havmanden og båden. Da de var kommet lidt ud fra land, lirkede havmanden sig overbord og selvfølgelig fandt de ham ikke igen.

O m efteråret i 2016 afgjorde bygdenævnet for Eldevig, at de skulle vælge folk i et udvalg, som skulle arbejde for bevarelsen af folkesagnet om havmanden (Marmennilin). I udvalget blev disse valgt ind, Rasmus N. Hansen, Dánial Martin Hansen og Rodmundur Nielsen.

Udvalget gik i gang med opgaven om efteråret i 2016 og første skridt var at finde en kunstner, som ville påtage sig opgaven at lave en statue, som belyser folkesagnet om havmanden. Tidligt i 2017 påtog Hans Pauli Olsen sig opgaven at lave statuen, som skal støbes i bronze med en sokkel af basalt eller granit. Om sommeren 2017 kom Hans Pauli med et meget spændende oplæg.

Det er meget positivt at arbejde sammen med en så erfaren kunstner som Hans Pauli, og udvalget er beæret over, at han har sagt ja til at være med til at udføre projektet. Udvalget har sammen med Hans Pauli fundet frem til det bedst egnede sted for statuen, og det er i Eldevig nedenfor kirken ud mod Urðin (samling af sten ved stranden).

I december måned i 2017 var finansplanen lagt og projektet ventes at koste 730.000 kr. Udvalget er gået i gang med at finde de økonomiske midler, således at projektet kan udføres. Kommunen i Runavik har vist projektet stor interesse og vil yde stor støtte med det praktiske arbejdet omkring projektet.

Projektet kan støttes ved at sætte penge ind på konto 6460-5769029 i BankNordik.

E n dag drog bonden Anfinn og hans sønner ud på Nordhavet. Pludselig opstod der uvejr med snestorm fra nordøst, så de kunne ikke se længere frem end til bådestævnen. Anfinn skiftede retning og de forsøgte deres bedste at sejle ind mod Djúpini, men det mislykkedes. Det første de kunne se forud var en lodret klippe med meget stærk brænding, og da var de kommet ind vest for Rivtanga – ind ved Vestara Brúgvabarm. Det var ikke slet ikke muligt at komme fri af den dybe vig igen, så nu var hurtig planlægning nødvendig (Færøsk ordsprog: Góð ráð dýr = godt råd kan redde vores liv). Brúgvin, som er den højeste klippesøjle på Færøerne, står så stejl der inde i vigen, og inde på siden, som vender ind mod land, kommer der et lille ophold i vinden, så meget at Anfinnur synes at det er muligt for dem at komme i land der. Sum tænkt så gjort. Alle mand kom i land og arbejdede sig op igennem klippevæggen, som siden har båret navnet Annfinniskortur, men båden mistede de.

Æ ldgamle sagn fortæller om bonden Anfinn og hans sønner, og forskning er lavet for at dokumentere, at disse mænd har levet, og beviser findes i Lagtingsbøger fra 1600 tallet. Det antages, at bonden Anfinn var født i 1575, og indtil videre er der fundet syv af hans sønner. De hedder i rækkefølgen med den ældste først: Jákup, Jógvan, Petur, Ísakur, Niclas, Óli og den yngste hed Gutti. Sagnet siger, at der var otte brødre, men her findes der kun syv (Løgtingsbøkur, 1615).
Da dette finder sted for omkring 400 år siden, så er det ikke nemt at finde materiale om menneskene fra denne periode. Eysturoyar Kirkebog, som er den ældste på Færøerne, begynder i 1687, men til alt held, så har Anfins sønner gjort sig så bemærkede, at de er nævnt i Lagtingsbøgerne, hvor den første er dateret fra 1615. I disse bøger findes der dokumentation for, at disse mænd har levet.
Bonden Anfinn hed i Lagtingsbogen Andfind Jacobsen. Han var søn af Jacob (Jákup) Joensen, bonde i Eldevig. Jacobs forældre hed Gyðja og Jákup Poulsen, bonde i Eldevig. Denne Gyðja, som var Anfinns bedstemor, var datter til lagmanden, Jón Heinason. Det vil så sige, at hun var barnebarn af Heini Havreka.

Den 21.august 1623 er en mand fra Eldevig mødt op i retten. Han hedder Jacob Joensen og er anklaget for at have stukket Samuell Anthoniussen, sin svoger, tre gange med kniv. Da Jacob bliver forhørt om dette, svarer han, at dette kan han ikke benægte, men at det var sket i fuldskab, og at han ikke var ved fuld bevidsthed. Der var nogle mænd tilstede, som blev kaldt “Borgesmend.” Det vil sige at de borgede for Jacob Joensen. De skulle på hans vegne betale “Firsenstiuge ferøske Gylden,” og de skulle stå ind for, at intet ville ske med Samuell Anthoniussen ellers skulle de sørge for, at få Jacob tilbage i retten.
Disse mænd var: Michel Joensen, Lamhauge, Heine Hansen paa Welbestad, Joenn Thommesønm Johannes Thorloffsen og Andfinn Jacobsen.
Andfinnur ses som håndhæver af loven (løgrættumaður) i andre sager.

De ni sønner

1. Jacob Andfindsøn, som vurderes at være den ældste af sønnerne, er også håndhæver af loven (løgrættumaður). f.eks. 15.mars 1667. En anden gang i 1667 er det Joen Poffuelsen i Oyndarfjord, som beskylder sine gårdskarle for ikke at møde op til forårstinget. Han havde anlagt sag mod en gårdskarl for ”Tvistighed om Tieneste.” Her vidner Jákup Anfindsøn, at Joen Poulsen selv bar skylden for at gårdskarlen ikke mødte op, og denne Jógvan (Joen) blev dømt til selv at betale bøden.
Den 25.juni er der en sag om en kiste, som mænd fandt ude på havet på en fisketur og som de tog op. Kisten var meget tung og de bar den op til Óli Magnussens stenhus. Om natten brød Óli og Jacob Ollesøn kisten op. De tog ”En liden Pache Papir med nogle smaa Stene og nogle gamle sølvknapper og to smaa Løver skaaren i Christall.”

De to mænd vidnede i retten om, at de, Ole Magnussen og Jacob Olessen ”samt Daniel Poffuelsen og Jacob Andfindsens kvinder ved navnm Marion Pedersdatter og Magga Oluffsdatter opbrød Kisten paa ny og udtog en stor Kjole af rødt Silketøy, i størrelse som Messesærk, samt to Skjorter, to Linnen Buxer, og bytte det sig imellem 4 Parter.” Dánjal Poulsen og Jákup Andfindsen sagde i retten, at de kunne ikke benægte, at deres koner havde været med den anden gang. Kendelsen blev, at Jacob Olsen og Ole Magnussen, som to gange havde brudt kisten op, ”skal have deres feste forbrudt og straffes paa deres Formue.” Dette blev dog ”med H.K.M. Ombudsmands tilladelse og for gode Folks forbøn Skyld benaadet paa deres Ære.”
Om Daniel Poulsen og Jacob Andfindsen, som ikke selv var med til at åbne kisten – men deres koner – og som ikke benægtede at vide om det, blev der sagt: “bør de deres Lejemaal at have Forbrytt, medmindre H.K.M. Ombudsmand dennem det igjen vil tilstede at nyde.”Det kan synes bemærkelsesværdigt, at de to, som havde været med til denne lovovertrædelse to gange, blev benådet, mens de andre to, som ikke havde gjort noget forkert, blev så hårdt dømt, men således fik myndighederne fat på deres jord. Jacob Andfindsen var bonde i Eldevig. Jacobs kone er sikkert den omtalte Magga Olufsdatter, som døde som 80 årig í 1697.

2. Jógvan (Joen) var sikkert næst efter Jacob. I 1661 findes Joen Andfindsen som håndhæver af loven (løgrættumaður), han var også bonde i Eldevig

3. Ole vides der meget lidt om. Om han er søn nummer tre vides der ikke, men han findes i Tingbøgerne i 1634, og derfor mener man, at han er én af de ældre sønner. I 1634 står der: ”Oluff Andfindsen, Eldevig, for Løslevned med Dorethe Mouritzdatter, begge deres første Forseelse.” Om dette kan være hende, som han blev gift med senere, får man ikke noget at vide om.

4. Peter Andfindsen var bonde i Haldarsvig, og han er også blandet ind i en sag om en kiste. I 1668 bliver nogle bønder i Haldersvig – deriblandt Peter Andfindsen – sagsøgte for retten for en kiste, som de havde fundet langt ude på havet. De sagde, at de havde fundet kisten og medbragt den i land, og at de havde sendt Peder Andfindsen til lagmanden. Omkring samme tid lå to skibe fra det Ostindiske Compagni i Vestmanna.
Så vidnede Peder Andfindsen, at lagmanden bad ham tage til landfogeden, Søren Pedersen, med kisten, men landfogeden var ikke hjemme netop denne dag. Nogle dage senere sendte landfogeden bud til Peder Andfindsen og bad ham om at komme til Hoyvig (Hoyvík) med nævnte kiste. Der blev den åbnet, og i den lå der 100 ruller af hvidt ”Blommet silketøy,” og Peder Andfindsen bevidnede i retten, at de fik findeløn, som var ”42 Rixdaler og 2 stykker Leritt, længde tilsammen 84 Alen.” Dette bevidnede mændene og aflagde ed på dette med oprettede fingre.
Ud fra dette ses det, at Peder Andfindsen har været en tillidsmand. En anden gang hvor han er i retten, da er der én, der hedder Poffuel Joensen, som ”på sin Kvindes vegne, ved navn Sigge Andfindsdatter og Peder Andfindsøn paa sine egne vegne, at de ikke vilde anke den Fjerding jord udi Sefflende (Sevlende) som Berent Jacobsen haver udi Pant af Anna Oluffsdatter for en Ko.” Her ses det, at denne Sigga Andfindsdatter er bonden Andfinns datter.

5. Isak Andfindsen. Den 4. marts 1659 er Isak tillidsmand, og han bliver nævnt som bonde. Han ses også to gange senere som tillidsmand både i 1659 og i 1660. Isak boede i Sørvåg. Det ses, fordi 12. marts i 1673 bevidner Isak imod Jacob Danielsen og Joen Heinesen ”den eldre” om et stykke udmark, som de ikke ejede brugsretten til. Da vidner Isak Andfindsen, at siden han flyttede til Sørvåg, har Joen Heinesen – den ældre – brugt dette stykke jord og har haft 5 gimmerlam (årsgamle hun-får) gående i denne del af udmarken.

6. Niclas Andfindsen vides der ikke meget om, men han har sikkert ejet jord, fordi i 1680 står der, at “Niclas Andfindsen udi Eldevig opgav sig til Joen Joensen ved tilnavnet Giøte, med 3 Gylden jord udi Quivig liggende og en halv Gylden jord i Seblende Østerø.” Men den 15. Marts 1686 står der: “For retten kom Joen Isachsen boende udi Sørvaag.” Denne Jógvan (Joen) påstod i retten, at han havde sørget for mad og tøj til “sin Faderbroder Salig Niclas Andfindsen i 2 aar.” Han havde også betalt for ligklæder og begravelsen, som kostede 9 færøske gylden. Her får vi flere nyttige oplysninger. Vi får også at vide, at denne Jógvan Isachsen er søn af Ísak Andfindsen, og at farbroderen, Niclas Andfindsen, har endt sine dage hos brodersønnen Jógvan. Han har derfor næppe haft det godt nok hos dem, som han overgav sig til og som han forærede jorden til. Denne Jógvan Isaksen var også en håndhæver af loven.

7. Gutte Andfindsen. Sagnet siger, at Gutte var den yngste af brødrene. Det ses, at han er født i 1631, så det kan godt passe, fordi da har bonden Anfinn været godt og vel halvtreds år gammel. Den 16. marts 1679 er der en sag, hvor ”Gutte Andfindsøn udi Eldevig havde i Rette ladet stevne Thomas Poffuelsen paa Ørrering og hans Medarvinger med flere Medejere og dennem tiltalte for en Fierdin jord, som de skal have inde. Thomas Poffuelsen mødte for retten og tiltalte forne Gutte Andfindsen, for en Fierding udi Eldevig, som hans Fader skal have købt og Gutte nu skal bruge.” Da de var uenige, og intet kunne bevises, så blev sagen udsat.
I 1681 bliver Gutte nævnt for at have været i slagsmål og for at skændes med Johannes Joensen, som også var fra Eldevig.
Gutte Andfindsen døde som 60 år gammel i 1691.

8. Heine Andfindsen. Her gættes der. Heine er ikke nogen steder at finde i Lagtingsbøgerne. Anfinn bonde havde et fæste i Kollefjord (á Heyggi) i 1613-1616. Han havde også et i Haldorsvig i 1615 lige indtil sønnen, Peder Andfindsen overtog disse fæster i 1649. En mand ved navnet Anfind Heinesen overtager fæstet efter Peter. Han kan ikke være Peters søn, men vi gætter, at han er opkaldt efter sin bedstefar i Eldevig, og hvis det er tilfældet, så må faderen have heddet Heine. Vi ved, at navnet Heine er i slægten, fordi Gyðja, Anfinn bondens bedstemor, var barnebarn af Heine Havreka. Gyðja havde også selv en søn, som hed Heine. Han var således farbror til bonden Anfinn. Som sagt, så er dette ikke vel nok dokumenteret, men dog tænkeligt.
Ud over at være besidder af megen jord i Eldevig, så var Heine også bonde i Haldarsvig og i Kollefjord. Jacob, Joen og Gutte var alle tre bønder i Eldevig. Peder var bonde i Haldarsvig, Isak var bonde i Sørvåg og Niclas ejede lidt jord, som var i Kvivik og på Strendur, så de må siges at have være holdne mænd.

9. Sigga Andfindsdatter er den eneste datter, som er at nævnt. Hun var gift med Poul Joensen, som var bonde i Eldevig. Han fæstede (overtog) jorden sammen med sin svoger efter Anfinn bonde.

B onden kaldet Anfinn var velkendt. Folkesagnene, der har overlevet gennem flere hundrede år af mundtlige traditioner, har bevist dette. I bogen “Fra historie og folkesagn”, skrevet af Eyðun Andreassen, ses disse linjer på s. 165: “Denne Anfinn er muligvis samme person, som Andfind Jacobsen, der er nævnt i øvrighedens bøger (Jarðabókunum) fra 1641/42. Han var også medlem af den gamle færøske lovgivende forsamling og rets domstolen “(Oprindeligt bestående af 36 medlemmer, senere 48 medlemmer).

De berømte samlere af folkesagn på Færøerne, V. U. Hammershaimb og Dok. Jakob Jakobsen nævner også bonden Anfinn i deres samlinger. Her er et folkesagn, som Dok. Jakob Jakobsen har indsamlet og skrevet ned. (Sproget er moderniseret for at gøre det mere forståeligt). Gradvist vil vi lære mere om Anfinn og hans sønner fra mindre kendte folkesagn.